Jeg har læst en ny bog – se hvad jeg synes her.
Bagsidetekst: Sofie bliver mobbet så meget i skolen, at hun ikke længere kan holde ud at leve. Hun tager en overdosis piller. Men på vej mod døden møder hun Jesper, som kørte galt på knallert for ti måneder siden. Hans krop befinder sig på hospitalet – i koma.
Jesper er vidunderlig, hans smil, hans grå øjne.
Hun kan fortælle ham det hele. Hun forelsker sig, hun fortryder, hun vil tilbage til livet… Men kan hun nå det?
Anmeldelse: Dødens ventesal af Silja Bødker er en ganske velomtalt ungdomsroman, om hvordan en teenagepige forsøger sig med selvmord men fortryder. Det tunge emne opmuntres af en knap så tør skrivestil, som er hvad der trækker den samlede læseoplevelse til nye højder.
Romaens funktion er i første omgang at alvorliggøre emnet for ungdommen, måske fordi det er et stigende problem for den seneste generation.
Forfatteren gør et udmærket arbejde med at formidle hvordan det er at have sådanne tanker og ønsker, men det intense emne hæmmes af hovedpersonens egen manglende alvorlighed og respekt for netop dette.
Når man læser denne bog, er det vigtigt at forsøge at forholde sig til Sofies kommende udvikling, da bogen ellers først vil være en lang pine af øjenrullende jammer.
Et skoleskift har gjort den før meget selvtilfredse pige usikker, og det er for hende generelt blevet svært at sige fra, hvilket nogle klassekammerater har bemærket og benyttet sig af. Sofie har ikke kræfter til at sige stop, men vælger i stedet at jamre sig hæs over, hvor hårdt hun har det. Dette kan ret hurtigt resultere i en frustreret læser, som er mere irriteret end medfølende, og højtråbende skråler: så gør dog noget, hvis det gør dig så ked af det!
Hovedpersonens ophold i stadiet mellem liv og død er indsigtrigt, men har også famøse øjeblikke, hvor den altfortærende uskyldig kærlighed gør romanen til en kvalmende sukkersød masse. Frontfiguren konfronteres med hendes sløssede forhold til livet og døden som en objektiv part af foregårende episoder, og også gennem nye bekendtskaber fra den mystiske spørgelsesverden. Disse personligheder er godt gennemarbejdet.
Skrivestilen er tilpas beskrivende, og steder formulerer forfatteren sig til en velfortjent stående klapsalve. Normalt citerer jeg ikke fra den pågældende bog, men fordi særligt et af dem er meget ligefrem og god for værket, vil jeg gøre en enkel undtagelse.
”Tror du, at du bare kan lalle dig igennem livet og få det, som du ønsker? Nu vil jeg dø – nej, nu vil jeg ikke dø alligevel, men nu har jeg jo spist piller – hvad skal jeg så gøre?”
Taget både dårlige og gode sider i betragtning, vil Dødens Ventesal være en øjenåbner for nogle, mens den for andre blot vil blive betegnet for værende okay. Jeg mener ikke, at denne roman er hverken en exceptionel eller forkastelig, men en en god kandidat for mellemskoleeleverne, da jeg personligt synes, at det er et emne der burde diskuteres nærmere i alle folkeskoler.
