Hvad er der sket siden sidst? Jeg har nået at skrive en bachelor (dog med to medstuderendes hjælp), blive færdiguddannet med et fint middel-resultat, fejret med både veninder, lidt familie og med de andre seje nyuddannede socialrådgivere.
Nu er mine dage fyldt med jobsøgning, tanker om fuldtidstilværelse, voksenkvaler og en smule frygt for alt det nye, som venter rundt om det næste hjørne. Så det har været nogle specielle uger, der har præget mit liv.
Tankerne om dagpengeland har jeg gerne ville skrive noget beriget om, men det er egentlig ikke det, som jeg har på hjerte i dag. I stedet er det noget, man vel sagtens kan kalde en lille sorg. Nogle vil sikkert mene, at jeg er fuldstændig tosset, og burde tage mig sammen, hvorimod andre vil forstå, hvordan det er, at jeg har det.
I lørdags deltog jeg i min første Ed Sheeran koncert. Der var lagt op til festivalstemning i Tusindårsskoven i Odense med madboder, barer og tre store stjerner på scenen. Først James Bay, dernæst Zara Larsson og til sidst hovednavnet Mr. Sheeran.
Med yndlingsspise i maven fra Burger Anarchy, en fortæret kold Sommersby, lidt fritter med chilimayo og noget vand begyndte tonerne at drive fra den storslåede scene. Jeg var i mit rette element.
For selvom jeg nok mest er kendt som en læsehest, så var min første rigtige kærlighed musik. Måske derfor at nogle kalder mig en omvandrende jukebox.
Da Ed Sheeran trådte på scenen, hvor han startede med at spille tonerne til Castle On The Hill, så var jeg solgt.
Det er ikke så tit, at man oplever en kunstner live for første gang. Men når man gør, og det hele pludselig falder i hak, så føltes det som et smugkig ind i en anden verden. Den verden der blev leveret en solskinsrig lørdag aften, længes jeg efter. Det værste er, at den aldrig kommer tilbage.
Dog har jeg et fantastisk minde, som jeg altid vil gemme. Den aften hvor jeg tabte mit hjerte til hele verdens troubadour, og blev endnu mere forelsket i musikken, end jeg var i forvejen.
