Lækker efterårsret

-

Efteråret er over os og derfor er det blevet tid til rigtig hyggemad. Efterårets grøntsager er i højsædet og her snakker vi naturligvis rodfrugter en mas, men i den grad også græskar. Dejligt sammentræf.

Igår modtog jeg nemlig en forespørgsel fra en af mine læsere om at lave nogle retter med græskar. Her er så den første. Lækker tærte med min yndlings græskar sort, Butternut squash.

Nu får jeg sikkert et slag over nalderne fra nogle mine af læsere, men jeg havde ikke tid til at lave en tærtedej selv så jeg købte et færdigprodukt. Jeg undskylder, og lover samtidig også at smide en opskrift ud på tærtedej senere.

 

Du skal bruge (4 personer):

100g Porre
250g Butternut squash
1 Spsk frisk rosmarin
1 Pakke tærtedej
5 Æg
1 dl Fløde
Muskatnød
1/2 Pære
1/2 Rødløg
40g Rucola
Olivenolie
Citron
Smør
Salt
Peber

Som det første starter du med at tænde for din ovn på 190 grader. Hvis jeg skal bruge min ovn til noget er det næsten altid det første jeg tænder, fordi som så mange ovne tager det et godt stykke tid inden at den rammer den ønskede temperatur. Nu skærer du så dine grøntsager. Rens dog først lige din porre inden du skærer den i ringe af ca. 1 cm tykkelse og smider den op i en bradepande.

Hvis du har en hel butternut squash starter du med at flække den på langs. Nu udhuler du den for kerner og  skræller den mængde du skal bruge, enten med en kniv eller en rigtig god kartoffelskræller. Skær så butternut squashen i skiver også af ca. 1 cm tykkelse og de skal nu sammenføres med dine porreskiver i bradepanden. Hæld et par solide spsk olivenolie henover og bland det sammen med det friske rosmarin, salt og peber. Ind i ovnen med det, hvor det skal hygge sig i 20 min.

Imens laver du æggemassen som skal i din tærte. 5 æg, 1 tsk revet muskatnød og 1 dl fløde pisker du godt sammen i en skål, som også lige får lidt salt og peber.

Nu til tærtedejen. Som sagt bruger jeg idag en færdigkøbt tærtedej. Jeg synes ikke at der er noget galt i at købe en færdiglavet tærtedej når man har en travl hverdag, men hvis der er nogle der er uenige lægger jeg gerne hovedet på blokken og tager de verbale øretæver. Nok om det. Smør din tærteform med rigelig smør, så tærten ikke sidder fast når du skal have den ud. Hvis din tærtedej ikke er stor nok til at dække hele formen, så prøv at rulle den en anelse mere ud med en kagerulle og se om det er nok. Ellers må man jo lappe med det overskydende dej. Læg dejen henover din tærteform og sørg for at dejen er fyldt ud i alle leder og kanter. Den overskydende dej som vælter udover kanten på din tærtedej, skærer du bare af og bruger til at dække de små huller der måtte opstå.

Når dine grøntsager er færdige tager du dem ud af ovnen og lader ovnen være tændt. Hæld grøntsagerne ned i din tærteform og fordel dem godt og overhæld dem så med din æggemasse. Ind i ovnen igen og her skal det så stå 25-28 minutter.

Salaten kan ligeså godt laves imens. Skyld din rucola rigtig grundigt og smid den op i en skål. Skær så rødløg og pære så fint du overhovedet kan og vend det sammen med rucolaen. Dryp  lidt olivenolie og lidt citronsaft over samt et drys salt og så er den klaret.

Når din lækre tærte er færdig, tager du den naturligvis ud og lader den hvile lidt. Vent gerne 10 minutter inden du serverer den sammen med salaten.

– Velbekomme

Carla
Carlahttps://carlasblog.dk
Mit navn er Carla H. Mikkelsen, og jeg er 29 år. Her på bloggen kan du følge med i mit liv, hvor jeg fortæller personlige historier og deler madopskrifter. Jeg håber, at du har lyst til at læse med.

OM MIG

Carla H. Mikkelsen

Blogger

Hej! Mit navn er Carla H. Mikkelsen, og jeg er 29 år. Her på bloggen kan du følge med i mit liv, hvor jeg fortæller personlige historier, tester produkter og deler madopskrifter. Jeg håber, at du har lyst til at læse med.

Del artikel